Curly-træffet er en tradition, som går mange år tilbage, og er samlingspunkt for både danske og udenlandske Curly-ejere. Her er altid plads til alle, også tilskuere med eller uden hund. Man behøver ikke eje en Curly for at møde op – en sund interesse for arrangementet, hundearbejde og indblik i aktiviteterne er nok.
Arrangementet er officielt (stambogsføres) og foregår over en weekend, i forskellige landsdele fra år til år. Raceledelsen sætter foreslag op til en campingplads, som normalt er udgangspunkt for sociale aktiviteter, lørdagsbuffet og søndagens certifikatudstilling.
Det ses ofte, at deltagere langvejsfra indlogerer sig på campingpladsen om fredagen, hvor de samles til medbragt grill-mad eller lignende.
Om lørdagen afholdes der typisk en officiel markprøve B på koldt vildt, som en simuleret jagt, hvor hundene og deres førere kvalitetsbedømmes ud fra, hvordan de løser prøven. Alt efter deltagerantal, kan der være arrangeret sjove aktiviteter for både 2- og 4-benede.
Lørdag aften samles vi til fællesspisning og hyggeligt samvær.
Søndagen står i eksteriørbedømmelsens tegn, i form af en officiel certifikatudstilling. Herefter afrunding og på gensyn!